Se, der var en gang en konge,
mangen skat han kaldte sin,
navnet på den allerbedste
vidste hver var Irmelin,
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der var dejligt.
Alle ridderhjelme spejled’
hendes farvers muntre pragt,
og med alle rim og rytmer
havde navnet sluttet pagt:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der var dejligt.
Hele store bejlerflokke
der til kongens gårde fór,
bejlede med ømme lader
og med blomsterfagre ord:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der var dejligt.
Men prinsessen jog dem fra sig
hjertet var så koldt som stål,
lastede den enes holdning,
vrænged’ ad den andens mål.
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der er dejligt!
tekst: J.P.Jacobsen, 1875
musik: Niels Eggert Benzon, 1990
|