Engang for mange år siden
et sted som alle har glemt,
der lå et rige så liden
imellem fjenderne klemt.
Kongen han var god og gavmild men
havde ingen nabo som sin ven,
krigen kom og ødelagde alt,
derfor sukker vinden.
Hans dronning var hans lanterne
så smuk som nogen har set,
hun lyste vej som en stjerne
og andre fik hun forledt.
Nabokongen selv var hendes ven,
men hans favntag blev for fast igen,
under mulden vandrer hendes ben,
derfor sukker vinden.
Det hele land blev lagt øde,
hver borg, hvert hjem sank i grus
på grund af kærlighedsmøde,
begær, der blev til en rus.
Vinden suser gennem krattet hen,
hvor et rige knustes lænd mod lænd,
ingen kender mere deres sted,
derfor sukker vinden.
tekst & musik: Niels Eggert Benzon |